USA invaderede Irak i 2003 uden godkendelse fra FN's Sikkerhedsråd. Hvorfor? Hvad var egentlig årsagerne og begrundelserne for invasionen? Og hvad var konsekvenserne for det irakiske samfund?
USA's præsident, George W. Bush, taler til FN's generalforsamling i 2003. Foto: UN Photo/Michelle Poiré.
Baggrund
Irak, som ligger midt i det olierige Mellemøsten, har længe været et strategisk vigtigt land for USA. Irak er naboland til flere af USA’s nærmeste venner og fjender. Og Irak selv, som oprindeligt var allieret med Sovjetunionen, blev i løbet af 1980’erne en af USA’s strategiske allierede i regionen. Dette skyldtes, at Irak var gået i krig mod nabolandet Iran.
Efter Sovjetunionens fald og Den Kolde Krigs afslutning stod USA igen som den eneste supermagt i verden. Dette påvirkede USA’s udenrigspolitiske rolle i det, som blev anset som en ny verdensorden.
Saddam Hussein som den nye fjende
Saddam Hussein sad som præsident i Irak fra 1979 til 2003. (Foto: Wikimedia Commons)
Saddam Hussein satte denne nye verdensorden på prøve i sommeren 1990, da Irak invaderede nabolandet Kuwait. Det blev begyndelsen på den såkaldte Golfkrig, hvor en USA-ledet international koalition med FN-mandat slog de irakiske styrker tilbage med militære midler.
Den irakiske invasion af Kuwait blev et vendepunkt for USA’s holdning til Saddam Husseins regime i Irak. Irak gik derefter fra at være en strategisk allieret i 1980’erne til at blive anset som en fjende mod USA, mod USA’s allierede i Mellemøsten og mod den nye verdensorden.
Under Golfkrigen havde FN’s Sikkerhedsråd indført økonomiske sanktioner mod Irak. Både de økonomiske sanktioner og de amerikanske bombetogter fortsatte i årene efter Golfkrigen og fik frygtelige humanitære konsekvenser.
Efter Irak, med Saddam Hussein som leder, gik til angreb på Iran i 1980, valgte USA at støtte Irak med våben under det, som blev en 8 år lang og blodige krig. USA bidrog blandt andet med materialer til kemiske og biologiske våben. Saddam Husseins regime brugte disse såkaldte masseødelæggelsesvåben i løbet af krigen, blandt andet mod den kurdiske befolkning i nord Irak.
USA's støtte til Irak skyldtes, at Iran blev set som større trussel mod USA's interesser i regionen. Baggrunden for det var den iranske revolution i 1979, hvor magten havnede i hænderne på et islamisk regime, som hævdede at stå op mod USA's imperialisme i Mellemøsten. Irak og USA havde derfor en fælles fjende i Iran.
Iraks angreb på Kuwait førte til, at FN's sikkerhedsråd godkendte en USA-ledet militæraktion for at slå de irakiske styrker tilbage. Det resulterede i, at Irak hurtigt trak sig ud af Kuwait, skrev under på en våbenhvileaftale, og den 2. Golfkrig var ovre 28. februar 1991.
I mellemtiden havde den USA-ledede militæroperation bombet kraftig i Irak, hvor flere tusinde civile mistede livet. En FN-rapport beskrev konsekvenserne af bombningerne som «næsten apokalyptiske».
FN's børnefond (UNICEF) beregnede, at omkring en halv million irakiske børn døde i løbet af 1990'erne som en konsekvens af disse sanktioner.
Det var primært USA og Storbritannien, som sørgede for, at sanktionerne ikke blev afsluttet. De nedlagde veto i FN's sikkerhestråd mod forslagene, der ønskede at afslutte sanktionerne. Endvidere fortsatte USA og Storbritannien med at gennemføre bombetogter i Irak (i 1993, 1996 og 1998).
Operation Desert Storm over Kuwait 1990-91 (Foto: Flickr / US Air Force).
Bush-administrationens syn på Saddam Hussein
I Golfkrigen havde FN’s Sikkerhedsråd givet USA godkendelse til magtbrug mod Irak, men ikke til at fjerne Saddam Hussein fra magten. USA var selv bekymret for ustabilitet i Irak, hvis regimet blev væltet. Den irakiske diktator fortsatte derfor som leder også i årene efter hans nederlag i Golfkrigen.
Det, at Saddam Husseins regime ikke blev væltet i 1991, blev af flere politikere i USA anset som en fejl, som USA burde rette op på. Blandt disse, som havde tilhørsforhold til det såkaldte ny-konservative miljø, var erfarne politikere som Dick Cheney og Donald Rumsfeld. De blev henholdsvis vicepræsident og forsvarsminister i George W. Bushs administration, da han i 2001 blev præsident i USA.
De politiske ideer i det ny-konservative miljø spillede en vigtig rolle i USA’s udenrigspolitik de første år efter terrorangrebet den 11. september 2001. Disse ideer dannede begrundelsen for, hvorfor USA skulle invadere Irak, som blandt andet handlede om, at USA skulle bekæmpe ondskab og sprede demokrati med militære midler.
Al-Qaedas syn på Golfkrigen
De USA-ledede bombninger og sanktioner mod Irak blev af terrororganisationen Al-Qaeda fremstillet som bevis på, at USA angreb den islamske verden. Oprettelsen af amerikanske militærbaser i Saudi-Arabien blev opfattet som meget provokerende, da dette er hjemlandet for byerne Mekka og Medina - de to helligste steder i islam.
Al-Qaeda skulle senere komme til at spille en central rolle, i det som udløste USA’s store militærinvasion af Irak i 2003. Den udløsende årsag var USA’s nye udenrigspolitik i kølvandet på Al-Qaedas terrorangreb mod USA den 11. september 2001.
Den udløsende årsag
Som en reaktion på Al-Qaedas terrorangreb på USA den 11. september 2001, erklærede USA’s præsident George W. Bush en såkaldt "global krig mod terror". USA begyndte sin mere offensive udenrigspolitik med at invadere Afghanistan, hvor Al-Qaedas leder, Osama bin Laden, holdt til.
Bush-administrationen beskyldte derefter tre andre lande for at støtte op om international terrorisme. Det var Irak, Iran og Nord-Korea. Bush kaldte de tre lande for «ondskabens akse» på trods af, at de to første var ærkefjender og den sidstnævnte ikke havde noget at gøre med de to andre.
USA erklærer, at Irak er en trussel mod verdensfreden
USA hævdede, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, dvs. enten kemiske-, biologiske- eller atomvåben, som kunne dræbe rigtig mange i et angreb. Bush-administrationen påstod også, at der var en forbindelse mellem Saddam Hussein og Al-Qaeda, selvom USA’s egen efterretning hævdede det modsatte.
Bush-administrationen mente, at det irakiske regime udgjorde en så stor trussel for USA og verdensfreden, at det var nødvendigt at gribe ind med militære midler. Målet var blandt andet at vælte diktaturet i Irak. USA argumenterede også for, at dette ville bidrage til at sprede stabilitet og demokrati i Mellemøsten.
Før invasionen inviterede USA andre lande til at være med i militæroperationen i en såkaldt koalition af frivillige. Det var dog vanskeligt at overbevise andre lande om, at Irak udgjorde en umiddelbar fare for USA eller den internationale sikkerhed.
USA formåede heller ikke at overbevise FN’s Sikkerhedsråd om behovet for magtbrug mod Irak, og fik derfor ikke godkendelse til dette. Alligevel var der 48 lande, herunder Danmark, som sluttede sig til koalitionen. Den vigtigste blandt USA's allierede var Storbritannien.
Parterne i konflikten
USA – ledet af præsident George W. Bush.
Irak – ledet af præsident og diktator Saddam Hussein.
Storbritannien – USA’s vigtigste allierede under invasionen, ledet af statsminister Tony Blair.
Iran – naboland til Irak. Blandede sig i konflikten militært og politisk.
Al-Qaeda – international terrororganisation, ledet af Osama bin Laden. Al-Qaedas angreb mod USA i 2001 udløste USA’s "globale krig mod terror", hvilket førte til invasionen af Irak i 2003.
Al-Qaeda i Irak – var en lokal terrorgruppe i Irak, som kæmpede mod USA’s tilstedeværelse i landet. Gruppen blev en del af en ny terrororganisation i 2014, kendt som Islamisk Stat (IS).
USA og allierede invaderer Irak og styrter Saddam Husseins regime i 2003. Foto: AP Photo/Laurent Rebours/Flickr
Underliggende årsager til invasionen
USA’s forhold til Irak har været præget af tre relaterede forhold: 1) Irak og Mellemøsten er strategisk og økonomisk vigtige for USA, blandt andet på grund af regionens store olieforekomster; 2) Irak har flere nabolande, som er vigtige for USA – hvor Israel er det vigtigste; og 3) Saddam Husseins regime passede godt ind i USA’s ideologiske fjendebillede, uafhængig af regimets tilknytning til Al-Qaeda.
Disse forhold spillede en rolle i udformningen af USA’s globale krig mod terror. Det bedste for USA havde været, hvis magthaverne i Irak var venligt indstillet både over for USA og deres allierede i regionen. Krigen mod terror gav en ny mulighed for at ændre på dette regime.
Bush-administrationens politik løftede samtidig et selvbillede af USA, som et moralsk land, der modarbejder ondskab, et land som ikke lader sig begrænse af FN og folkeretten i målet om at udbrede frihed og demokrati med militære midler.
Et sådan selvbillede har lange ideologiske rødder i USA. Disse ideer kendetegner især det såkaldte ny-konservative miljø, som spillede en stor rolle i Bush-administrationen, hvor Dick Cheney var vicepræsident og Donald Rumsfeld var forsvarsminister.
Invasionen af Irak var det ypperste eksempel på denne nye offensive udenrigspolitik, og principper om unilateralisme og forebyggende krig blev kernen i det såkaldte Bush-doktrin, som formede den globale krig mod terror.
Drivkræfter i konflikten
Da invasionen af Irak først var i gang, fungerede flere faktorer, som drivkræfter i konflikten. For det første var det vanskeligt at skabe fred og stabilitet i Irak, både fordi det eksisterende statsapparat omkring Saddam Husseins regime blev afskaffet, og fordi den amerikanske besættelse af landet skabte militante modstandsgrupper.
Blandt oprørsgrupperne, som blomstrede under USA’s tilstedeværelse, var den lokale terrororganisation «Al-Qaeda i Irak». Denne gruppe skulle senere blive en del af en ny og meget større terrororganisation, som brød med Al-Qaeda, nemlig Islamisk Stat (IS).
Daværende generalsekretær i FN, Kofi Annan, udtalte både før og efter invasionen af Irak i 2003, at en sådan invasion ville være et brud på FN-pagten og i strid med folkeretten. Han sagde også, at det at Irak havde brudt tidligere FN-resolutioner ikke i sig selv gav folkeretslig grundlag for militær magtbrug, som USA havde argumenteret. Skulle invasionen være folkeretslig holdbar, skulle FN’s Sikkerhedsråd træffe en tydelig vedtagelse om dette, hvilket ikke var sket. Annan afviste med andre ord USA’s argumenter om selvforsvar og sagde, at invasionen var ulovlig.
FN’s rolle i Irak i 1990’erne
FN har været til stede i Irak siden 1991, hvor de sendte en fredsstyrke efter, at Irak og Kuwait havde underskrevet en fredsaftale. Styrken skulle overvåge den irakiske tilbagetrækning og efterfølgende kontrollere, at den neutrale zone mellem de to lande blev respekteret.
Irak blev pålagt at betale erstatning til omkring 20 lande for udgifterne i forbindelse med Kuwait-invasionen. Dette blev der fulgt op på af FN, som også overvågede, at de økonomiske sanktioner mod Irak blev overholdt.
Eftersom Irak nægtede at samarbejde med FN’s våbeninspektører, blev de tildelt små oliekvoter. Dermed blev den irakiske stat fattig, hvilket igen medførte konsekvenser og store lidelser for den irakiske befolkning.
Humanitær krise som følge af FN-sanktionerne
Den irakiske FN ambassadør taler til Sikkerhedsrådet i 1998, hvor de amerikansk-britiske militæraktioner mod Irak diskuteres. Foto: UN Photo/Evan Schneider
I midten af 1990’erne var manglen på mad og livsnødvendig medicin så stor, at det førte til en humanitær krise. Mange hævdede, at sanktionerne ramte den irakiske lokalbefolkning, og ikke Saddam Husseins regime sådan som det var tænkt.
Kritikken mod sanktionerne gjorde, at FN i 1995 igangsatte det såkaldte olie-for-mad-program. Irak fik dermed lov til at sælge olie, så længe pengene blev brugt på mad og medicin og ikke på militær oprustning.
Daværende FN-humanitærkoordinator i Irak, Denis Halliday, trak sig i 1998 i protest mod sanktionerne, som FN’s Sikkerhedsråd havde vedtaget mod Irak. Halliday karakteriserede sanktionernes konsekvenser for den irakiske befolkning som "folkemord". Både Hallidays efterfølger, Hans von Sponeck, og lederen for FN’s Fødevareprogram (WFP), Jutta Burghardt, trak sig i 2000 fra deres stillinger af samme grund som Halliday.
Omfattende korruption blev afsløret i forbindelse med administrationen af olie-for-mad-programmet, hvilket medførte, at flere FN-ansatte måtte gå. Programmet blev ophævet, da Saddam Husseins regime blev væltet i 2003.
FN’s rolle i Irak efter 2003
FN har haft et vanskeligt arbejde i forhold til Irak, efter USA invaderede landet i 2003. Eftersom organisationen i udgangspunktet var modstander af invasionen, har det været vanskeligt at finde ud af, hvilken rolle organisationen skulle spille efterfølgende.
FN er repræsenteret i landet gennem sine mange organisationer, som WFP, UNICEF og UNHCR. FN er i høj grad forbundet med USA’s tilstedeværelse i landet og er derfor ofte blevet anset af irakiske modstandsgrupper som legitime mål i kampen mod besættelsen.
I august 2003 blev FN’s hovedkontor i Bagdad bombet, og 22 mennesker døde. Herefter trak FN de fleste af sine medarbejdere ud. FN har haft et politisk hjælpeprojekt i Irak siden 2003 kaldet UNAMI, men ingen fredsbevarende styrker.
Irakiske oprørere angriber FN's hovedkvarter i Iraks hovedstad Bagdad i 2003. Foto: UN Photo/AP Photo.
Danmarks rolle i konflikten
Ved et flertal i folketinget besluttede Danmark at deltage i invasionen af Irak med formålet at fjerne Saddam Husseins regime - på trods af mangel på et FN-mandat. Til operationen blev der udsendt ca. 225 danske soldater.
Bøger:
Rasch, Matlary og Mydske (red.) "Spillet om Irak" (2003)
Henrik Thune "Krigsdansen: Historien om Saddams fald" (2003)
