FN’s historie

D. 24. oktober 1945 regnes som FN's fødselsdag, da FN-pagten officielt trådte i kraft på denne dato. På dette tidspunkt havde FN kun 51 medlemslande. Afslutningen på 2. Verdenskrig gjorde det muligt og ønskeligt at organisere verden anderledes i håb om at sikre fred og undgå en ny verdenskrig.

FN-pagten fastlagde grundlaget for nye regler i international politik, som byggede på folkeretten og erfaringerne fra Folkeforbundet. Suverænitetsprincippet – at alle lande frit skal kunne bestemme over sig selv – er udgangspunktet i folkeretten. Samme princip fik en central plads i FN-pagten.

Efter oprettelsen i 1945 er FN-systemet gradvist vokset som følge af oprettelsen af flere FN-organisationer og indføringen af en række FN-konventioner. Den internationale arbejdsorganisation ILO, stiftet i 1919, blev FN's første særorganisation i 1946. Samme år blev FN's børnefond, UNICEF, oprettet for at yde nødhjælp til børn i Europa og Asien efter 2. Verdenskrig. Princippet om grundlæggende menneskerettigheder blev nævnt i FN-pagten, men først i 1948 blev det konkretiseret gennem Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Denne erklæring blev en milepæl i menneskerettighedernes historie og har siden haft stor betydning for FN's arbejde.

1945: De Forenede Nationer (FN) oprettes

1945: FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur (UNESCO) oprettes

1945: FN's organisation for ernæring og landbrug (FAO) oprettes

1945: Verdensbanken oprettes

1945: Det internationale pengefond (IMF) oprettes

1946: Den internationale arbejdsorganisation (ILO) bliver en FN-organisation

1946: FN's børnefond (UNICEF) oprettes

1948: Verdens sundhedsorganisation (WHO) oprettes

1948: Verdenserklæringen om menneskerettigheder bliver vedtaget

1949: FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) oprettes.

Hvilke lande har haft gavn af FN's oprettelse?

Selvom der er grund til at hævde, at international lov er til de flestes fordel for de svagere stater, var det sejrherrerne fra 2. Verdenskrig, der tog initiativet til at oprette FN. Disse stater var også de mest magtfulde stater i verden på dette tidspunkt. Så hvorfor skulle de mest magtfulde stater ønske at oprette en institution som FN, hvis det samtidig svækkede deres magtudøvelse internationalt? Med andre ord beskyttede FN-systemet de svage stater mod de stærke, eller var FN kun et instrument til de stærke staters vilje?

Et forenklet svar på dette spørgsmål er, at FN gav muligheder for både stærke og svage stater til at styrke deres interesser, og mulighederne har ændret sig over tid. FN var for eksempel et åbenlyst nyttigt instrument for amerikanske interesser og imod Sovjetunionens, det første årti af FN's historie. De stater, der var medlemmer af FN, delte normalt den amerikanske holdning til Sovjetunionen. Som et resultat udøvede Sovjetunionen ofte sin vetoret i Sikkerhedsrådet.

Den hurtige afkolonisering mellem 1955 og 1970 førte til, at mange nye stater blev medlem af FN. Dette ændrede, hvordan FN's Generalforsamling stemte, og hvilke spørgsmål der kom til afstemning. FN kan siges at have været et nyttigt instrument for de svage stater under afkoloniseringen, især på bekostning af USA's magtfulde rolle i FN. Hvilke typer af stater, som har haft fordel af FN's eksistens, er der således ikke et klart svar på.

1950'erne begyndte med at Sovjetunionen boy-cuttede FN's Sikkerhedsråd. Nogle måneder efter gik Nordkorea til angreb på Sydkorea, og dette angreb blev begyndelsen på den tre år lange og blodige Koreakrig, hvor omkring 3 millioner mennesker blev dræbt. Det var den første krig efter 2. Verdenskrig, hvor USA og Sovjetunionen deltog på hver sin side. Koreakrigen viser hvordan Den Kolde Krig prægede FN's rolle i spørgsmålet om international fred og sikkerhed.

FN's Sikkerhedsråd blev enige om at et internationalt militært engagement skulle iværksættes i Korea. Dette blev historiens første militære operation med et FN-mandat. FN-styrkerne blev ledet af den amerikanske militærkommando. Sovjetunionen og kommunistregimet i Kina ville højest sandsynligt have stemt imod sådan en FN-resolution, hvis de havde været til stede i Sikkerhedsrådet under afstemningen. Grunden til deres fravær var at kommunistregimet, ledet af Mao, endnu ikke var anerkendt som en legitim repræsentant for Kina i FN, og af den årsag boy-cuttede Sovjetunionen Sikkerhedsrådet. Derfor kunne ingen af de to medlemslande nedlægge veto mod resolutionen.

Det kommuniststyrede Kina, kendt som Folkerepublikken Kina, blevikke anerkendt som Kinas repræsentant i FN før 1971. Frem til da var det det tidligere nationalistregimet som repræsenterede Kina i Sikkerhedsrådet. De blev støttet af Vesten og holdt til i Taiwan.

1951: Flygtningekonventionen bliver vedtaget og FN’s højkommissær for flygtninge (UNHCR) oprettes

1951: Den internationale organisation for migration (IOM) oprettes

1954: FN's konvention om en statsløs persons stilling vedtages.

I 1960'erne øges opmærksomheden omkring truslen fra atomvåben og militær oprustning. FN engagerede sig derfor yderligere i nedrustningsarbejdet og reguleringen af atomvåben igennem internationale aftaler. I 1967 besluttede FN’s medlemslande at verdensrummet ikke skulle beskyttes som våbenbase, og i 1968 blev FN's traktat om ikke at sprede atomvåben vedtaget.

Udviklingen af Den Kolde Krig gjorde, at både USA og Sovjetunionen i højere grad forsøgte at profilere sig som antikolonialistiske magter. Begge ønskede at vinde støtte fra den såkaldte tredje verden. En antikolonialistisk retorik fra begge supermagter bidrog til en endnu hurtigere afkolonisering, og FN blev et vigtigt forum for dette. Flere og flere stater blev selvstændige, og FN's medlemstal steg raskt i løbet af og efter 1960'erne.

Mellem 1955 og 1970 blev 66 lande nye lande medlemmer af FN, hvilket øgede det totale antal til 126. Dette var en stor forøgelse, som ændrede FN's Generalforsamling dramatisk. Konfliktlinjen i den internationale debat bevægede sig gradvist væk fra øst-vest-aksen og Den Kolde Krig, og drejede sig i højere grad om konflikten mellem Nord og Syd (rig mod fattig). I denne forbindelse dannede syd en løs sammenslutning mod nord under navnet ”Den Alliancefri Bevægelse". Presset fra de nye medlemslande i FN førte også til at Sikkerhedsrådet blev reformeret i 1965, og medlemstallet gik fra 11 til 15.

1961: Konventionen om begrænsning af statsløshed bliver vedtaget

1963: Verdens fødevareprogram (WFP) oprettes

1965: Konventionen mod racediskriminering bliver vedtaget

1966: FN's udviklingsprogram (UNDP) bliver oprettet

1966: Konventionen om civile og politiske rettigheder bliver vedtaget

1966: Konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder bliver vedtaget

1968: Ikkespredningsaftalen vedtages

1969: FN's befolkningsfond (UNFPA) etableres.

Selvom Verdenserklæringen om Menneskerettigheder allerede kom i 1948, var det først i 1970'erne at menneskerettigheder som begreb og regelværk fik stor praktisk betydning internationalt gennem den internationale menneskerettighedsbevægelse. Ikke-statslige organisationer, Amnesty International og Human Rights Watch, blev vigtige anførere for menneskerettigheder i denne periode, og brugte FN-reglerne flittigt i deres kritik af staternes brud på menneskerettighederne.

Menneskerettighedskonventionen blev folkeretslig bindende i 1976, da nok stater havde ratificeret den. Efter diktaturer i Europa og Latinamerika blev afviklet, blev det også lettere at bevise at menneskerettighedsbrud havde fundet sted. Den amerikanske krig i Vietnam spillede også en vigtig rolle i mobiliseringen af den internationale menneskerettighedsbevægelse.

1972: FN's miljøprogram (UN Environment) bliver etableret

1972: Konventionen om bevaring af verdens kultur- og naturarv bliver vedtaget

1974: Verdens turismeorganisation (UNWTO) oprettes

1975: FN's afviklingsprogram (UN-Habitat) oprettes

1979: Kvindekonventionen bliver vedtaget.

1980'erne blev en tid med øget institutionalisering af miljøproblematikken i FN-systemet. Dette blev baseret på en række konferencer cirka 10 år tidligere efter miljøkonferencen i Stockholm i 1972. I 1980 blev der formuleret en global naturværnsstrategi. Strategien lagde vægt på den gensidige afhængighed mellem naturværn og udvikling, og blev grundlæggelsen af konceptet ”bæredygtig udvikling”.

Den globale naturværnstrategi medførte at FN's Generalforsamling vedtog en naturværnspagt i 1982 ved navn The World Charter for Nature. Charteret påpegede at menneskeheden er en del af naturen. Året efter blev Verdenskommissionen for miljø og udvikling etableret – også kendt som Brundtlandkommissionen efter lederen Gro Harlem Brundtland – og blev et uafhængigt FN-organ i 1984. Den nye FN-kommission for miljø og udvikling kom med en slutrapport i 1987 ved navnet Vores fælles fremtid. Rapporten gjorde idéen og begrebet «bæredygtig udvikling» til et populært perspektiv på, hvordan vi skal se på miljø, økonomi og social udvikling i en sammenhæng. Hovedbudskabet var at verden skal organiseres sådan at menneskers behov, bliver dækket uden det svækker grundlaget for, at fremtidige generationers behov bliver dækket.

1982: Havretskonventionen bliver vedtaget

1984: Torturkonventionen bliver vedtaget

1987: Montrealprotokollen bliver vedtaget

1989: Børnekonventionen bliver vedtaget

1989: ILO-konventionen om det oprindelige folks rettigheder bliver vedtaget.

Da Sovjetunionen blev opløst og Den Kolde Krig blev afsluttet, stod USA igen som den eneste supermagt i verden, og en ny æra var begyndt. Den nye magtpolitiske situation påvirkede også FN’s rolle. FN’s generalsekretær satte en reform på agendaen – fredsarbejdet skulle styrkes og FN-bureaukratiet omorganiseres.

Antallet af fredsoperationer steg hurtigt. Der var en ny fælles målsætning og konsensus i Sikkerhedsrådet. Mellem 1989 og 1994 blev der oprettet 20 nye operationer, og en antallet af soldater steg fra 11.000 til 75.000. Det skulle alligevel vise sig at udførelsen, mandaterne og ressourcerne ikke imødekom de høje forventninger. Erkendelsen af dette førte til en reducering i antallet af operationerne.

FN fik også mange nye medlemslande i begyndelsen af 1990'erne, blandt andet på grund af Sovjetunionens opløsning. Rusland overtog samtidig Sovjetunionens folkeretslige position, som inkluderede vetoretten i FN's Sikkerhedsråd.

1990: FN's konvention for beskyttelse af rettighederne til alle migrationsarbejdere og medlemmer af deres familier bliver vedtaget

1991: FN's kontor for koordinering af den humanitære indsats (OCHA) oprettes

1992: Konventionen om kemiske våben bliver vedtaget

1992: FN's klimakonvention bliver vedtaget

1992: Konventionen om biodiversitet bliver vedtaget

1993: FN's højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR) oprettes

1997: Minekonventionen bliver vedtaget

1997: Kyoto-protokollen bliver vedtaget.

I år 2000 kom FN frem til otte mål, som handlede om fattigdomsbekæmpelse. Disse mål blev kaldt Tusindårsmålene og skulle være i mål inden år 2015. Tusindårsmålene bidrog til at forny FN i mødet med aktuelle globale udfordringer. Revitaliseringen af FN var én af grundene til at FN og generalsekretær Kofi Annan modtog Nobels fredspris i år 2001.

I år 2006 blev menneskerettighederne yderligere institutionaliseret i FN-systemet ved oprettelsen af FN's menneskerettighedsråd. Menneskerettighedsrådet gennemgår menneskerettighedssituationen i alle lande i verden. 48 lande bliver vurderet hvert år, og der skal gå fire år imellem hvert land bliver vurderet.

I 2007 var det FN's klimapanel som fik tildelt Nobels fredspris. Klimapanelets arbejde skabte øget opmærksomhed på truslerne knyttet til global opvarmning.

2000: Tusindårsmålene bliver vedtaget

2000: FN's Global Compact bliver oprettet

2006: FN's menneskerettighedsmål bliver etableret

2006: Konventionen om rettighederne til personer med nedsat funktionsevne bliver vedtaget

2006: FN's konvention om beskyttelse mod tvungen forsvinding bliver vedtaget

2007: FN's erklæring om det oprindelige folks rettigheder bliver vedtaget

2008: Konventionen om klyngeammunition bliver vedtaget.

Demonstrationer og oprør i forskellige lande i Mellemøsten og Nordafrika i 2011, blev kendt som Det Arabiske Forår, førte til borgerkrige og regimeændringer i regionen. FN's Sikkerhedsråd gav tilladelse til en militær intervention i Libyen, men ikke i Syrien. Folk i begge land blev alligevel ofre for krig og terror, hvilket blandt andet bidrog til det højeste antal flygtninge siden 2. Verdenskrig.

Krisen og borgerkrigen i Ukraine i 2014 skabte en international konflikt med Rusland på den ene side, og NATO og EU på den anden side. Konflikten udløste noget som minder om en ny kold krig mellem Øst og Vest. Ruslands tog Krimhalvøen fra Ukraine. Annekteringen blev erklæret folkeretsstridig af FN's generalsekretær og Generalforsamling, og USA og EU indførte sanktioner mod Rusland. FN's Sikkerhedsråd har ikke fungeret som et sanktionsorgan i dette tilfælde, da vetomagterne står på hver sin side af konflikten.

I 2015 vedtog FN's medlemslande Verdensmålene. FN's Verdensmål er verdens fælles arbejdsplan for at udrydde fattigdom, bekæmpe ulighed, og stoppe klimaforandringerne inden år 2030. Verdensmålene består af 17 mål og 169 delmål. Verdensmålene er en efterfølger af tusindårsmålene og blev udformet ved hjælp af hele verdens lande. Næsten ti millioner mennesker deltog via en spørgeundersøgelse. I modsætning til Tusindårsmålene gælder Verdensmålene for alle lande i verden - også de rige.

2010: UN Women bliver etableret

2013: Våbenhandelsaftalen bliver vedtaget

2015: FN's Verdensmål bliver vedtaget

2015: Parisaftalen bliver vedtaget

2016: Den internationale organisation for migration (IOM) bliver en FN-organisation

2017: Aftalen om forbud mod atomvåben bliver vedtaget

2019: FN's arbejdsorganisationen ILO markerer 100-årsjubileum.