25 nov.
35% af alle kvinder vil i løbet af deres liv opleve vold. Over 600 millioner kvinder bor i et land, hvor vold i hjemmet ikke er forbudt.
International Day for the Elimination of Violence Against WomenVold mod kvinder og piger er et af de mest systematiske og udbredte brud på menneskerettighederne i verden.
Vold mod kvinder er aldrig en privatsag, men et samfundsproblem, som rammer millioner af kvinder og bremser udviklingen af alle samfund. FN arbejder for, at alle piger og kvinder skal vokse op i en tryg verden, uden frygt for liv og sundhed.
Vold kan være fysisk, psykisk eller seksuel. Dette er eksempelvis trusler, slag, manipulering, tvang, overgreb, chikane, hadtale, slaveri, tvangsægteskab, kønslemlæstelse, børneægteskab eller drab. Alt dette regnes som vold, men mange steder i verden mangler kvinder retssikkerhed og mange voldsudøvere bliver ikke straffet.
Vold kan ramme kvinder uanset etnisk oprindelse, social baggrund eller status. Mange ofre tør ikke rapportere, hvad de er blevet udsat for på grund af skam, stigma og straffrihed. Vold mod kvinder finner sted i alle samfund og kulturer.
Kønsbaseret vold kan finde sted med hvem som helst, hvor som helst. Men nogle piger og kvinder er specielt udsatte. Dette gælder for eksempel unge piger, ældre kvinder, lesbiske, bifile, transpersoner, migranter og flygtninge, urfolks kvinder og etniske minoriteter, kvinder med nedsat funktionsevne, og de som gennemlever humanitære kriser.
Fakta om vold mod kvinder
- 35 procent af alle kvinder i verden vil blive udsat for vold i løbet af livet. I nogle områder gælder det imidlertid så mange som 7 af 10 kvinder.
- Over 600 millioner kvinder bor i lande, hvor vold i hjemmet ikke er forbudt.
- Hver dag bliver 137 kvinder dræbt af et familiemedlem.
- Op til 50 procent af alle seksuelle overgreb sker mod piger under 16 år.
- 650 millioner kvinder blev giftet bort før de fylder 18 år.
- Mindst 200 millioner kvinder er blevet udsat for kønslemlæstelse.
- 72 procent af alle, som bliver udsat for menneskehandel, er piger eller kvinder. Størstedelen af dem udnyttes til seksuelle formål.
Historie
Aktivister har markeret den 25. november som en dag for afskaffelse af vold mod kvinder siden 1981. Denne dato blev valgt for at mindes og hædre Mirabal-søstrene. Minirva, Maria Teresa, og Patria Mirabal var politiske aktivister, som var kritiske overfor regeringsmagten i Den dominikanske republik. Den 25. november 1960 blev de tre søstre brutalt dræbt på ordre fra præsident Rafael Trujilo på grund af deres engagement.
Den 20. december 1993 vedtog Generalforsamlingen erklæringen "Afskaffelse af vold mod kvinder" gennem resolution 48/104. Denne erklæring udgør grundlaget for, hvordan FN skal arbejde for at udrydde vold mod kvinder og piger over hele verden.
Den 7. februar 2000, vedtog generalforsamlingen resolution 54/134, som officielt etablerer den 25. november som Den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder.
Hvad gør FN?
Vold mod kvinder fortsætter med at være en hindring for at opnå ligestilling, udvikling, fred og opfyldelse af kvinder og pigers menneskerettigheder. Derfor arbejder FN aktivt for at udrydde vold mod kvinder.
Ligestilling er centralt i FN’s verdensmål
FN’s Verdensmål er verdens fælles arbejdsplan for at udrydde fattigdom, bekæmpe ulighed og stoppe klimaændringerne inden 2030. Et af hovedprincipperne i verdensmålene er, at ingen skal udelades (Leaving no one behind). De mest sårbare mennesker må derfor prioriteres, og kvinder og piger er en del af denne kategori.
FN’s Verdensmål 5, som handler om ligestilling mellem kønnene, arbejder for at afskaffe alle former for vold mod piger og kvinder inden 2030. Dette gælder både i offentlig og privat sfære, og omfatter menneskehandel, udnyttelse og seksuel vold.
UN Women
UN Women er FN-organet med ansvar for at styrke kvinders rettigheder og opnå ligestilling mellem kønnene. Organisationen skal være en forkæmper for kvinder og piger, og give dem en tydelig stemme på globalt, regionalt og lokalt niveau, baseret på visionerne om ligestilling i FN-pagten.
I december 2006 vedtog FN’s generalforsamling en resolution, som bad om styrket indsats for at eliminere alle former for vold mod kvinder. I sammenhæng med dette blev der oprettet en database med oversigt over omfanget, typen og konsekvenserne af alle formere for vold mod kvinder. Databasen indeholder også information om effekten af tiltag for at forhindre vold mod kvinder. UN Women har ansvar for databasen.
Kampagner
UNiTE er en flerårig kampagne ledet af UN Women rettet mod at forebygge og eliminere vold mod kvinder og piger rundt om i verden. Den blev lanceret i 2008 og skal øge folks viden om vold mod kvinder og samle politisk vilje og ressourcer til at gøre noget ved problemet. Den opfordrer regeringer, samfund, organisationer, unge mennesker, den privat sektor, media og hele FN-systemet til at gå sammen for at bekæmpe vold mod kvinder.
Spotlight Initiativet er et samarbejde mellem FN og EU med fokus på at eliminere alle former for vold mod kvinder og piger. Initiativet har som formål at samle penge, som skal bruges på konkrete tiltag for at afskaffe vold mod kvinder. EU og andre givere har bidraget med store økonomiske midler til arbejdet.
Begge disse kampagner er i tråd med 2030-agendaen for bæredygtig udvikling, og er med til yderligere at styrke den globale indsats for at afskaffe vold mod kvinder.
Lær mere
FN’s verdensmål nummer 5 Ligestilling mellem kønnene
Global Database on Violence against Women