19 nov.
En tredjedel af alle mennesker har ikke adgang til tilfredsstillende sanitære forhold og toiletter.
World Toilet Day3,6 milliarder mennesker har ikke adgang til tilfredsstillende trygge sanitære forhold, hvilket betyder for dårlige toiletter eller latriner.
Mange steder mangler der helt grundlæggende sanitære systemer som kloak og rindende vand til vask og madlavning. Dette har dramatiske konsekvenser for menneskers sundhed, værdighed og sikkerhed. Endvidere er det en hindring for social og økonomisk udvikling.
- 673 millioner mennesker har ikke adgang til toilet i det hele taget, og må gå på toilet i naturen.
- 40 % af verdens befolkning har ikke adgang til sæbe og vand hjemme.
- Over 297 000 børn under fem år dør hvert år af diarré og andre sygdomme, som let kan forebygges gennem bedre sanitære forhold og hygiejne.
- Investeringer i sanitære forhold i udviklingslande øger landenes bruttonationalprodukt.
- Mange piger må stoppe i skolen, når de får menstruation. Når skoler installerer toiletter, øges pigers deltagelse med 11 procent.
- Adgang til toilet i sit eget hjem mindsker faren for seksuelle overgreb.
- De i forvejen svageste grupper er dem, som har dårligst adgang til sanitære forhold. Minoritetsgrupper, ældre og syge er udsatte.
FN’s verdensmål skal sikre rent vand og gode sanitære forhold
Verdensmålene ønsker at sikre alle mennesker adgang til gode sanitære-, hygiejne- og toiletforhold inden 2030.
Der skal særlig lægges vægt på piger og kvinders behov, da de ofte oplever ekstra udfordringer knyttet til toiletbesøg. Mange piger dropper ud af skolen, når de får menstruation på grund af mangel på toiletter på skolen. Endvidere bliver mange ofre for voldtægt og mishandling, fordi de må gå på toilettet udendørs.
Sanitære forhold og klimaændringer
Klimaændringer fører til mere ekstremt vejr. Oversvømmelser, tørke og stigende havniveau truer de sanitære systemer – fra toiletter til septiktanke til renseanlæg. Vand fra oversvømmelser kan forurene brønde, som bruges til drikkevand, og oversvømmelse kan skade toiletter og sprede menneskeligt affald til lokalsamfund og madrester og forårsage dødelige og kroniske sygdomme.
Inden 2050 kan op til 5,7 milliarder mennesker bo i områder, hvor der er for lidt vand i mindst én måned om året på grund af klimaændringerne. Derfor er det vigtig at standse klimaændringerne, således som det er beskrevet i verdensmål nummer 13.
Historik
Verdens toiletdag er en af de nyeste FN-dage. Den er blevet markeret af civilsamfundsorganisationer i en årrække, men i 2013 vedtog FN’s generalforsamling resolution 67/291, som opfordrer alle medlemslandene til at satse på udbygning af gode sanitære forhold for deres indbyggere.
Verdens toiletdag er siden dengang blevet markeret som en officiel FN-dag. Der har de sidste år været en positiv udvikling, og flere mennesker har fået adgang til gode sanitære forhold. Alligevel er dette fortsat en udfordring i dag, og det betyder store problemer for mange mennesker.
Lær mere
FN’s Verdensmål 6: Rent vand og sanitet