17 nov.
Den tredje søndag i november mindes FN mennesker som er dræbt eller kommet til skade i trafikken.
World Day of Remembrance for Road Traffic VictimsHvert år dør cirka 1,3 millioner mennesker i trafikken, ifølge Verdens Sundhedsorganisation. Mere end halvdelen af dem, som bliver dræbt i trafikken, er bløde trafikanter, hvilket vil sige fodgængere, cyklister eller motorcyklister.
Mellem 20 og 50 millioner flere mennesker bliver årligt skadet i trafikken. Mange af disse bliver hårdt skadet og får nedsat funktionsevne som følge af ulykken. Udover de fysiske konsekvenser af en ulykke opleves det ofte som en svært traumatisk, psykisk belastning for både ofre og pårørende.
Trafikulykker har også store økonomiske konsekvenser. For ofre og pårørende kan en ulykke betyde tab af indtægt som følge af nedsat funktionsevne eller død. Ulykker koster også samfundet store summer på grund af medicinsk behandling, tabt arbejde og materielle skader.
Nøgletal
- Trafikulykker er den mest almindelige dødsårsag for børn og unge voksne i alderen 5-29 år
- 1,3 millioner mister livet i trafikken hvert år
- Mænd under 25 år er mest udsatte i trafikken og udgør tre fjerdedele af dødsofrene
- Mellem 20 og 50 millioner bliver skadet i trafikken hvert år
- 93 % af verdens trafikale dødsulykker på vejene sker i lav- og mellemindkomstlande, selv om disse lande kun har cirka 60 % af verdens køretøjer
De største risikofaktorer for trafikulykker er:
- For høj fart
- Ruspåvirket kørsel
- Manglende brug af sikkerhedsbælter, hjelm og børnesikringer
- Brug af mobil
- Dårlige veje og infrastruktur
- At man ikke overholder trafikregler
FN’s rolle
FN’s verdensmål nummer 3, har et delmål som sigter mod at ”halvere antallet af dødsfald og skader i verden forårsaget af trafikulykker" inden 2020.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) førte kampagnen "Et tiår for trafiksikkerhed, 2011-2020". I en rapport fra 2018 fastslog WHO, at fremgangen ikke var tilstrækkelig, men at tiltagene hidtil har været grundlag for hurtigere forbedring i årene frem mod 2030. September 2020 blev kampagnen "Et tiår for trafiksikkerhed, 2021-2030" lanceret.